Om FøniXensemblet

Hvordan arbejder vi, og hvad vil vi?

FøniXensemblet – det tidligere Holbækensemble - har siden 2009 spillet 4-6 koncerter årligt i Musikhus Elværket i Holbæk. Ensemblet består af nogle af landets dygtigste og mest dynamiske,  klassiske musikere – f.eks. Bjarke Mogensen, Toke Møldrup og Bolette Roed. Ensemblet optræder i forskellige grupperinger sammensat af den kunstneriske leder og dirigent, Morten Ryelund.

 Ensemblet arbejder ud fra fem grundværdier og formål, som i deres enkelhed lyder:

  • FøniXensemblet er hele Holbæks ensemble. For os er den lokale forankring og formidling en forudsætning for at være hele kommunens ensemble. Gennem et tæt samarbejde med Kulturskolen og lokalområdernes kulturaktører, arbejder vi målrettet med den lokale synlighed.

    FøniXensemblet er et moderne og kreativt, musikalsk forum, som skaber nærværende, musikalske oplevelser på højeste niveau. Vi brænder for at formidle den klassiske musik passioneret i øjenhøjde med publikum, og vi opsøger hele tiden nye måder at udfordre os selv og publikum på.
  • FøniXensemblet overskrider genrerne ved at sætte klassisk, gennemprøve kvalitetsmusik ind i nye sammenhænge. En legeplads, hvor etablerede musikprofiler og fremtidens unge, talentfulde musikere inviterer publikum indenfor – helt tæt på den store musik, hvor alle koncerter skal være en unik oplevelse.
  • FøniXensemblet arbejder med alle dele af formidlingen, både teater, litteratur og dramaturgi inddrages i det samlede udtryk, som altid leveres uformelt, men med kvalitet. - en kvalitet, som er en nødvendig forudsætning for formidling med gennemslagskraft.
  • FøniXensemblet er ikke et statisk orkester. Ensemblet har en fast kerne, men løbende rotation af musikere og talent, som sikrer en fortsat variation, dynamik og fornyelse uden at sætte kontinuiteten og profilen over styr. Den faste, kunstneriske leder er garant for den musikalsk kontinuitet og stilsikkerhed samt, at det kunstneriske niveau opretholdes og til stadighed udvikles.


Det har fra starten været ensemblets formål at levere klassiske koncerter på højt kunstnerisk niveau, samtidig med at musikken bliver formidlet på en uformel og nærværende måde – gerne med inddragelse af musik fra andre genrer. Således har ensemblet spillet sammen med en stribe gæstesolister og –ensembler f.eks. Murder, Lars Jansson Trio og Marilyn Mazur.


Det er blevet en integreret del af ensemblets koncerter, at Morten Ryelund fungerer som vært og sætter de forskellige musikstykker ind i en større kulturel og musikalsk sammenhæng.

 

Lidt forhistorie

Holbæk Ensemblet blev etableret 1999 med det formål at dels lave præsentationskoncerter af klassisk og ny musik, dels medvirke ved skolekoncerter og workshops for amatørmusikere (både musikskoleelever og voksne). Ensemblet drives af Holbæk Kommune og modtog støtte fra det nu hedengangne Vestsjællands Amt. Rent praktisk administreres Holbæk Ensemblet af Musikskolen Holbæk.


Ensemblet blev oprindelig etableret med en besætning på 11 musikere - en fleksible besætning, som gjorde det muligt at kunne spille musik fra lille kammerbesætning op til sinfonietta. Kgl. Kapelmusikus Verner Nicolet var Ensemblets første kunstneriske leder frem til sommeren 2005. Herefter overtog Kgl. Kapelmusikus Søren Birkelund hvervet.

 

Ensemblet har gennem årene gennemført op mod 100 koncerter på Elværket og rundt om på Sjælland. Derudover har de medvirket ved workshops for musikskoleelever og amatørmusikere, hvor ensemblets medlemmer dels virkede som instruktører.

 

Ensemblet modtager støtte fra Holbæk Kommune.



Feedback

Sidst opdateret

22.08.2017

Ansvarlig redaktør

Steffen Højager