Spring til indhold

Temakoncert IV – ”Tyskland”

Onsdag d. 7. februar kl. 20

Køb billet

FJERDE KONCERT I RÆKKEN

FøniXensemblet rejser videre på sin dannelsesrejse ud i Europa efter tre velbesøgte efterårskoncerter med henholdsvis dansk og østeuropæisk musik og en julekoncert med fokus på Italien.

 Den fjerde koncert i rækken af temakoncerter under titlen ”På Strejftog i Europa” byder på tysk musik.

 KULTURSKOLENS ELEVER OG LÆRERE PÅ GÆSTEOPTRÆDEN

FøniXensemblets publikum får denne gang glæden af at høre stryger-elever og -lærere fra Holbæk Kulturskole som en del af koncerten. Forud er gået 3 workshops, hvor de mest erfarne elever har spillet sammen med deres lærere, ensemblet og dets leder, Morten Ryelund på det repertoire, de skal deltage med.

 Formålet med dette projekt (som er finansieret gennem statslige puljer) er at skabe et tættere bånd mellem Kulturskolen og FøniXensemblet, samt at give elever og lærere mulighed for at få inspiration og musikalsk viden og færdigheder gennem samarbejdet. Vi håber i fremtiden at lave mere af denne slags, så Kulturskolens elever og lærere får glæde af den store ressource, som Holbæk har i sit ensemble og dets dirigent.

 Vi glæder os til at præsentere resultatet for publikum i Holbæk. Foruden koncerten i Holbæk spiller ensemblet, lærere og elever uddrag af koncerten ved en koncert på Kalundborg Musikskole dagen før.

DEN STORE MUSIKNABO

Tyskland (og Østrig) er vores musikalske og kulturelle storebror og nabo. Dansk musik har gennem de sidste 400 år været afgørende præget af Tyskland, og danske komponister er fostret ud af den tyske og østrigske musiktradition.

 På koncerten præsenterer vi en række eksempler på komponister og værker, som alle har en fast plads på koncertrepertoiret i Europa. Publikum kommer til bl.a. at lægge ører til Bach, Mozart, Händel, Haydn og Beethoven – og mon ikke, der i vanlig stil også kommer et par indslag, som ingen før har stiftet bekendtskab med?

 FøniXensemblets leder og dirigent, Morten Ryelund, agerer som sædvanlig kulturguide gennem koncerten. Ved denne koncert har han følge af FøniXensemblets strygekvartet.

 GÆSTEVISIT AF MICHAEL NIELEN, LEDER AF KUNSTHØJSKOLEN

For at guide os ind i den tyske tradition, musik og kultur, får vi besøg af en af vores lokale kulturambassadører. Leder af kunsthøjskolen, Michael Nielen, er født, opvokset og uddannet i Tyskland som klassisk pianist og han vil give os sine bud på karakteristiske træk ved den tyske musik og kultur. 

 



Feedback

Sidst opdateret

30.04.2018

Ansvarlig redaktør

Steffen Højager